mandag den 8. december 2014

Bloggen smutter!

Hej alle I søde mennesker der læser med.
Jeg håber at i flytter med over på den nye blog:

 www.woman-who-reads.blogspot.dk

Bedste hilsner

Astrid - Woman who reads

fredag den 5. december 2014

"Mit år med Freya"

Anna drømmer om at flytte til Provence sammen med sin mand Tobias, og det barn de venter sig. Den lyserøde drøm brister imidlertid, da datteren Freya bliver født med alvorlige handicap.
Trods datterens tilstand, vælger de at flytte til Frankrig - i et forsøg på at flygte fra realiteterne. Realiteterne indhenter dem dog hele tiden igen og igen. Økonomien rækker ikke til drømmehuset, så parret må nøjes med en afsides ruin på en vindblæst bakketop i Languedoc.

Imens vi følger Anna og Tobias gennem deres stadier af sorg, fornægtelse, vrede og afmagt i forhold til deres handicappede barn, følger vi også årstiderne i Languedoc.
Blæst, regn, hede og tørke ødelægger Anna's hårdt dyrkede afgrøder, som hun kæmper for at høste og konservere - vel og mærke i et køkken der konstant hjemsøges af mus eller det, der er værre.

Begge forældre er flere gange ved at smide håndklædet i ringen, men en ny dybde opstår i deres forhold til hinanden og menneskerne omkring dem.

"Mit år med Freya", skrevet af  Saira Shah, udgivet 2013, 4/5 Stjerner.

NEJ! hvor gjorde den her bog mig bare hidsig og ked af det. Jeg var ved at opgive den flere gange, fordi den var så grusom og i total uoverensstemmelse med mine egne overbevisninger.
Selvfølgelig elsker en mor sit barn, uanset om det er handikappet eller ej. Det spiller ingen rolle om hun fejler det ene eller det andet, det er dit barn, det er perfekt som det er, og du giver det ubetinget og uendelig kærlighed. Færdig bum! - min mening!
Det er det til dels stadigvæk, men jeg har tilføjet et par afstikkere.
Hvor må det også være modbydeligt og utænkeligt tragisk og trist at få et svært handicappet barn, og føle sig alene i verden. Er det tilladt for en mor at elske til et vist punkt? Anna og Tobias fortæller hvad tusinder af forældre føler; det de holde for sig selv og aldrig siger højt!

citat: "Det her barn er alligevel fortabt".

citat: "Jeg vil ikke være mor til et handicappet barn!"

citat: "Hun er en dom på livstid".

citat: "Hvis vi efterlader hende på hospitalet, så skal de sociale myndigheder træde til og finde en plejefamilie..."

En historie om tab, sorg, kærlighed, og opdagelsen af nye lag i mennesket.

Jeg forsøger virkelig at komprimere min tekst, men der er så meget at sige om den her bog. Man får et tydeligt og smukt billede af Languedoc, og deres kamp for overlevelse. Nok er den barsk og til tider grusom, men den indeholder en vigtig påmindelse til os der læser.

Hvem vil DU rent faktisk gerne have i din seng en søvnig søndag morgen?

torsdag den 4. december 2014

Min måned med bøger

November er fløjet forbi, og pludselig står december og banker på døren! Min måned har været præget af bogshopping, anmeldereksemplarer og bøger på hylden. Jeg har ikke fået læst så mange bøger som jeg plejer, muligvis fordi nogle har været lidt "tykke" bøger.
Ikke desto mindre har jeg haft en del rigtig gode læseoplevelser, bøger som jeg virkelig har nydt at læse!


"The Girl You Left Behind" af Jojo Moyes.
Endnu et gribende værk af Jojo Moyes, så fuld af kærlighed, men alligevel lidt anderledes end hendes tidligere udgivelser. Jeg kan kun anbefale den til Jer der læser med!

"Spillet om sirenen" af Pernille Vørs.
En erotisk roman som med sikkerhed vil bringe varmer kinder med sig!

"Amerikanske Guder" af Neil Gaiman.
Jeg har endnu ikke kunne blive enig med mig selv, om hvad jeg mener om denne bog. Den efterlod mig følelsesløs, og uden ord. Den var god, men hvor god den var kan jeg altså ikke helt finde ud af.

"Den Fredløse" af C. Evytt.
Jeg er så glad for at jeg valgte at anmelde netop denne bog fra Tellerup, den var så eventyrlig, barsk og gav virkelig sin læser tankestorm.

"The Blue Castle" af L.M. Montgomery.
Dette er helt klart månedens bedste bog! Denne historie er SÅ vidunderskøn, og den sidder stadig i mig!

"Peter Pan og Wendy" af J.M. Barrie
Gensynsglæde med barndommen er altid kærkomment hos mig. Jeg bliver aldrig træt af historien om Peter Pan. Den lod mig forsvinde hen i en evig godnathistorie fuld af mod, latter, eventyr og barnlighed.

"Den kærlighed som sætter fri" af Francine Rivers. - bogen er ikke med på billedet da den pt. er udlånt til min søster.
Denne bog overraskede mig faktisk en del. Jeg valgte tilfældigt at købe den, da titlen lød spændende. Den stod længe på min hylde, før jeg endelig tog mig sammen og befriede den for støvet. Jeg var opslugt, fanget og forelsket i historien.

Alt i alt fik jeg læst 7 bøger i løbet af november, og jeg glæder mig allerede til at se hvad decembers læsning byder mig. Jeg har lige færdiglæst "Mit år med Freya", anmeldelse under udarbejdning, og kommer på bloggen i morgen.


mandag den 1. december 2014

The Blue Castle

"The Blue Castle", skrevet af L.M. Montgomery, udgivet 2014, 5/5 Stjerner.

Valancy Stirling er endnu ikke blevet gift, trods sine 29 år. Valancy har endda aldrig før prøvet at være forelsket eller eftertragtet. Familien og samfundet omkring hende, opfatter hende som en gammeljomfru, uden muligheder for et andet liv. Hun lever sammen med sin dominerende mor i et gammelt hus, og bliver dikteret og undertrykt dag ud og dag ind. Valancy vågner på sin fødselsdag med en knugende fornemmelse i maven, og en følelse af håbløshed. Hun græder stille tårer, for sit spildte liv. Det eneste sted Valancy oprigtigt føler sig lykkelig, er i hendes drømme om det blå slot; her er alt som hun ønsker det skal være, og her flygter hun hen for, et øjeblik, at slippe ud af hendes monotone liv. En anden trøst finder hun i bøgerne af John Foster, når hun en sjælden gang for lov at læse. Netop som Valancy slipper håbet om et frit liv, sker der noget. Et besøg hos lægen og et brev ændrer alt for hende, og hun tvinges til at se fremtiden i øjnene. Valancy finder for første gang i sit liv styrke og mod til, at gøre tingene på sin egen måde.

Denne historie har virkelig sat sine spor i mig. Den mindede mig om vigtigheden af at leve sit liv, som om hver dag var den sidste. Hvordan man ikke skal bekymre sig om, eller bruge tid på ligegyldigheder. Jeg tror at L.M. Montgomery har husket netop dette, og ønsker at minde os andre om det. Det er nemt at glemme i vores travle liv, at det der i virkeligheden tæller, er kærligheden til os selv og andre, følelsen af lykke og gøre det man har lyst til. Vi skal så mange ting, vi har så mange pligter, men vi må aldrig glemme at vores tid er dyrebar!

Historien minder på sin vis en del om Jane Austens, da den f.eks. indeholder de sjoveste og mest karikerede personligheder, det lille landsbysamfund der elsker sladder, og alle de uskrevne regler i selskabslivet. Historien indeholder utallige melodramatiske udbrud fra familiemedlemmer, forfærdede og chokerede over Valancy's pludselige uanstændige person. De mener alle, at hun er blevet skør, og er blinde for det faktum, at Valancy for første gang i sit liv er klogskaben selv.
Med de smukkeste og mest detaljerede beskrivelser, som er et af L.M.'s kendetegn, fanger hun os i en fortryllende historie som er umulig at slippe. L.M. formår at binde den perfekte sløjfe på en historie, en sløjfe så smuk, så nænsom og blid, men alligevel stormende kraftfuld.  

For Valancy er det vigtigt, at udnytte de dage hun har tilbage, da hun får at vide at hun snart vil dø. Døden giver hende viljen til at gå imod hendes familie, bryde med konventionerne og følge sine egne vegne. Hun føler ingen sørgmodighed over, at hendes liv snart vil ende, tværtimod føler hun sig lettet for alle byrder. Kun med døden i sigte, kan Valancy leve.

"Who would endure lifte if it were not for the hope of death?"

søndag den 30. november 2014

En tur til Ønskeøen

Peter Pan flyver ind gennem vinduet i børneværelset hos familien Darling for at finde sin skygge, der er stukket af fra ham. Sådan møder han Wendy, John og lille Michael, og sådan begynder den klassiske fortælling, som har talt til fantasien og fastholdt både børn og voksne gennem de sidste hundrede år...
Peter inviterer de tre børn med sig til Ønskeøen, der ligger for enden af mælkevejen, og her møder Wendy og hendes to brødre De Glemte Drenge, som bor sammen med Peter under jorden.
De oplever en masse spændende ting da de møder andre beboere på Ønskeøen. Den lille fe klokkeblomst, som er noget så jaloux; de tapre indianer, som bliver gode venner med Peter og hans bande, efter at de har reddet høvdingedatteren Tiger Lilly; sørøverne fra Jolly Roger, som tager børnene til fange; og deres berygtede leder, Kaptajn Klo, som hader Peter Pan. Dog ikke så meget som han hader den tikkende krokodille...

"Peter Pan og Wendy", skrevet af J.M. Barrie, illustreret af Robert Ingpen, udgivet 2004 i anledning af 100 års jubilæum.

Denne fantastiske uforkortede historie om Peter Pan og Wendy, har jeg læst for min ældste datter. Vi har læst et kapitel hver aften, og hun har været helt opslugt af historien og bogens smukke billeder. Det er og vil altid være en af mine absolut yndlings eventyr, og nu også et af hendes håber jeg. Vi strøg igennem historien, og diskuterede gevaldigt undervejs, om det nu virkelig kunne passe, at Kaptajn Klo hed Jakob!? Min datter har selvfølgelig set Disney udgaven af Peter Pan (ligesom jeg selv), og sammen opdagede vi historien på ny.
Selvom jeg fortsat elsker historien, så var det billederne der fangede min opmærksomhed. Bogen indeholder de flotteste illustrationer, som man virkelig kan bruge tid på at studere. 


De mest stemningfulde og kunstneriske illustrationer jeg hidtil har set i en bog, og jeg nyder at bladre mellem siderne for at kigge på dem. Jeg fik nøje instruktioner fra min datter, om at sige til hver gang der kom et billede, og hun rev bogen til sig for at kigge (og snakke!) om dem. 
Det eneste minus ved denne uforkortede og ucensurerede udagve er, at den måske ikke helt passer til et barn på 6 år. Det er faktisk en rimelig barsk historie, med barske ord. Som en hver god mor, ændrede jeg nogle ord undervejs, men lod ellers historien være det den nu engang er; Eventyrlig!



fredag den 28. november 2014

Bogshopping i Århus

I går tog manden og jeg til Århus; ham med tøj i tankerne, og mig med bøger. (chok!)
Vi fik forvildet os lidt rundt på motorvejen, men endte ved vores destination tidlig formiddag. Århus centrum er et virvar af hyggelige gader, og massevis af butikker. Mit blik fangede en fantastisk bogantikvariat, Vangsgaard. En forholdsvis stor butik, stakket med bøger fra gulv til loft. Overalt tårnede de sig op, og jeg stod dybt betaget. Jeg strøg ind og ud mellem hylder, fra engelske paperbacks til danske hardbacks. Mit blik vandrede strategisk op og ned indtil mine øjne blev trætte og hovedet tungt. Der var alt fra billige bøger, børnebøger, nye bøger og gamle bøger - noget for hver en smag.

 

 

 

Det var fantastisk, men også overvældende, og det var en umulig opgave at nå det hele. Jeg kunne have købt mig fattig på ingen tid i denne butik, men jeg forsøgte at begrænse mig selv, og endte således ud med 3 købte bøger fra Vangsgaard.

 

"Sense and sensibility" af Jane Austen, fra den famøse Barnes & Nobles leatherbound classics, som jeg samler på. De er utruligt smukke i deres design, og jeg kan bruge timer på bare at kigge og røre ved dem.

"Historier fra jazztiden" af F. Scott Fitzgerald. En bog som jeg har læst flere anmeldelser af, og da jeg ikke har læst noget af ham endnu, tænkte jeg at dette var en oplagt mulighed.

"The year of the flood" af Margaret Atwood. Jeg har endnu ikke stiftet bekendtskab med Margaret Atwood, men hendes bøger lyder så spændende, og virker meget vellidt blandt læsere. Desuden er forsiden virkelig flot!:)

Turen gik videre til Bog & Idé, nærmere 3-4 forskellige Bog & Idé butikker. Utroligt at der er så mange af dem, men ikke én Arnold Busck!? Nå, men her fandt jeg også et par bøger, som helt klart skulle med mig hjem. Heriblandt endnu én fra B&N leatherbound classics, som de faktisk havde et ok udvalg af. De stod indbydende på en hylde midt i det hele, og jeg løb straks derhen. De var en anelse dyre, set i forhold til online-priser. Ikke desto mindre gav jeg mig selv lov til at købe 1 med hjem!


"The Brontë sisters three novels" af Charlotte, Emily og Anne Brontë. Den indeholder: "Jane Eyre," "Wuthering Heights" og "Agnes Grey."
Jeg har i forvejen "Jane Eyre" i en anden udgave, men har endnu ikke fået den læst. De sidste to har længe stået på min TBR-liste, og med bogen på hylden er der ingen undskyldning for ikke at komme igang:)

Derudover snublede jeg over en bog af en anden velkendt forfatter. En forfatter jeg heller ikke har læst noget af endnu.
Således blev den sidste bog; "Landline" af Rainbow Rowell. Hvad jeg kan tyde ud fra beskrivelsen bagpå, skulle det være en kærlighedsfortælling om et ægtepar der mister kærligheden til hinanden, og på en eller anden romantisk måde genfinder den igen. Jeg glæder mig til at se hvad den byder på.

Hvis i har læst nogle af disse bøger, er i velkomne til lige at skrive hvad i syntes om dem, og om hvorvidt jeg skal glæde mig eller forberede mig på skuffelse;)


 

onsdag den 26. november 2014

Den Fredløse

"Den Fredløse", skrevet af Carina Evytt, udgivet 2014, 5/5 Stjerner.
Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

"Når historien er eviggyldig, bliver sted og tid ligegyldig."

Storbondens datter Anna er en ung pige, som på ingen måde har travlt med at blive voksen og gift. Trods hendes families ønske om et snarligt ægteskab, og en mere passende opførsel, trækker Anna i den modsatte retning. Hun har svært ved at affinde sig med de forventninger samfundet og hendes familie har til hende. Det samme føler tateren Rham, som arbejder på gården hvor Anna bor. Rahm er vant til at flakke vildt og vidt omkring, og kommer kun sommeren over for at arbejde for Annas far. De to får hurtigt en interesse for hinanden, og da Anna en dag finder et enhjørningeføl (Tigan), begynder deres venskab. Et vendskab der senere udvikles til en lidenskabelig kærlighed, og gensidig afhængighed af hinanden. Problemet er bare, at samfundet ikke lægger op til venskab mellem hvide og tatere, for slet ikke at nævne kærlighed!
Rham nægter at underkaste sig autoriteter, og bliver således et objekt for had - både for egnens gendarmerer og den magtsyge politiker Markstrand, men også for bønderne.
Anna nægter at støtte op om fremmedhadet, og kommer i problemer blandt naboer og familie.

En kamp for frihed, retfærdighed og retten til selv at vælge hvem man elsker begynder. Som bekendt har hver kamp sine tab, og denne er ikke en undtagelse.

Jeg har redet på Tigan, kysset med Rham og grædt med Anna!

Jeg elskede at læse historien om Anna og Rham! Efter at have vænnet mig til forfatterens skrivestil, kunne jeg finde mig til rette i historien. Først syntes jeg, at skrivestilen var lidt amatøragtig, men hvor tog jeg fejl. Denne ukomplicerede og letlæselige skrivestil gør blot at man kan lade sig opsluge af den smukke historie! Bogen starter som en barndomsdrøm, med skov, den første forelskelse og uskyldighed, og bevæger sig ind i den voksne bevidste verden. En verden hvor der er forskelle, straf, normer for passende opførsel, regler og fordømmelse. Det der binder Rham og Anna sammen gennem hele bogen, er enhjørningen Tigan. Tigan er et symbol på deres kærlighed og samhørighed, og når jeg tænker tilbage på historien, er der visse ting jeg burde have vidst ville komme.
Siderne fløj forbi mig, og jeg levede i et eventyr fuld af ild, grænseløs kærlighed og uretfærdighed. Et eventyr om tatere, dæmoner, enhjørninge, og nok den værste skabning af alle; det dømmende menneske. Kærligheden mellem Rham og Anna er så stærk, men samtidig sønderknusende, og man føler deres frustration, deres drømme og håb helt ud i fingerspidserne. 
Samtidig med at jeg læste følte jeg enorm vrede og afmagt på de to elskendes vegne, især da historien tog en uventet drejning, og ikke leverede mig en lykkelig slutning. 
Jeg ville ønske bogen aldrig sluttede, og håber at forfatteren leverer en fortsættelse!? 

Tusind tak til forlaget Tellerup for denne fantastiske bog! Og ikke mindst tak til forfatteren Carina Evytt, for at levere en uforglemmelig historie.





mandag den 24. november 2014

Mit Eventyrlige Sted

Knuste vinduer, sprækkede døre og afskallet maling. Nogle ser måske en faldefærdig hytte, eller måske endda et spøgelseshus. Jeg ser det smukke og mest fantastiske sted.
En hytte i skoven ligger øde hen. Glemt af mennesker og fortæret af naturen. Jeg var ude at gå en af mine sædvanlige ture i skoven, jeg gik væk fra stierne med et ønske om at se "den rigtige natur". Den vilde uforstyrrede natur, med mindst mulig risiko for at møde mennesker på min vej. Som jeg gik der i mine egne tanker, og nød solens stråler der varmede min røde næse, fik jeg øje på denne hytte. Omgivet af træer, mos, buske og alt smukt fra naturen. Jeg blev nærmest helt opslugt af den, og bevægede mig nærmere. Okay, måske ligner det lidt et spøgelseshus, for jeg var en lille smule bange. Jeg vidste jo ikke hvad der befandt sig indeni. Heldigvis stod hytten tom, og jeg bevægede mig rundt for at smugkigge ind af vinduer og sprækker.

Det var ganske sørgmodigt at se hytten så ensom og forladt. Mest af alt fordi jeg kunne se hvad det havde været engang - eller hvad det kunne blive til.

Jeg kunne se det mest eventyrlige sted, for både voksne og børn. Et sted med tid til nydelse, fordybelse og selvfølgelig bøger. Eventyrlige ekspeditioner i skoven, og fredfyldte tanker. Jeg forestiller mig hytten opbygget på ny, men nøjagtig den samme. De små mosbegroede trapper der gemmer sig overalt, og bringer én op til et nyt niveau af hytten. Jeg forestiller mig gamle døre, lange gardiner, ild i pejsen og bøger fra gulv til loft. Nørklede og mystiske nipsting, og store smukke malerier og hemmelige gemmesteder. Det jeg i sandhed forestiller mig, er et fristed - for mig selv. Et sted hvor jeg kan være mig uden forstyrrelser, hvor jeg kan dyrke min kærlighed til litteraturen, og fordybe mig i mine elskede bøger.  

Hvor ville det været skønt med et sted helt for sig selv, og tilbringe uforstyrrede og rolige dage dér. 


 

Jeg fik øje på en dør der var åben, og besluttede mig for at gå ind og kigge. Trods dets forfaldne tilstand, sikrede jeg mig lige at undgå uhyggelige overraskelser ved at råbe "hallo!"
Ingen svarede, og det tog jeg som en invitation. Det var med usikre ben jeg bevægede mig rundt på overettagen. Gulvene sank en smule under mine fødder, og der lød puslen alle steder fra. Der var så hyggeligt (i mit hovede), de mest fantastiske muligheder viste sig for mine øjne. En hyggelig læsekrog, hævet et stykke over resten af stuen. Store flotte vinduer og udgang til en lille altan. Der var støvet, spindelvæv overalt og en koncentreret lugt af "gammelhed". Men det var perfekt, lidt farligt og eventyrs-indbydende. 
 

Jeg overvejede, og jeg gentager; overvejede, at stjæle en lille bog med hjem. Som et minde, tror jeg, eller for bare at redde noget derfra. Men jeg gjorde det ikke, det føltes som om det ville forstyrre stedet og fjerne noget af den magi jeg synes der hviler over det. Jeg efterlod hytten uforstyrret, og uden at ændre eller stjæle noget. 

Efterladte genstande flyder overalt, slidte bøger, en rusten nøgle, møbler og porcelænsfigurer. For mange vil det ligne et mareridt, for mig er det drømmen. Hvad med Jer derude, har I et eventyrligt sted i drømmer om? 

onsdag den 19. november 2014

The Girl You Left Behind

"The Girl You Left Behind", skrevet af Jojo Moyes, udgivet 2012, 5/5 Stjerner.

ADVARSEL: SPOILERER KAN OG VIL HØJEST SANDSYNLIGT FOREKOMME I DETTE INDLÆG!!!

Jojo Moyes tager os endnu engang med på en fantastisk rejse. En rejse fuld af kærlighed, bedrag, krig og overlevelse. Bogens første del foregår i St Péronne, Frankrig i 1916. Her møder vi Sophie, som er gift med kunstmaleren Edouard Lefevre, og hendes søster Héléne, som bestyrer byens bar, Le Coq Rouge. Sophie og Héléne er adskilt fra deres mænd, og venter anspændt på deres hjemkomst. Første verdenskrig hærger, ikke kun i landet, men også i deres lille by, som er blevet besat af tyskerne. Indbyggerne bliver frataget alle bekvemmeligheder og værdigenstande. Maden er mere end sparsom, sygdom hærger og alle frygter for deres liv, hvor ulideligt livet end måtte være,
Sophie prøver ihærdigt at hjælpe byens folk, smugler mad rundt til de svageste, og indgyder håb i alle hun møder. Dog er alle ikke lige så optimistiske som hende, og snart går det op for Sophie at håbet, omend det er det sidste hun har at klamre sig til, er ved at svinde ud.
En tysk deling og dennes anfører Herr Kommandant beslutter sig for at indtage Le Coq Rouge, som spise sted for de tyske soldater. Sophie må magtesløst acceptere denne besættelse, og forberede tyskernes måltider. Herr Kommandant får en interesse for Sophie, men også den Sophie han ser i maleriet på væggen. Et maleri af Sophie malet af hendes mand Edouard inden han drog i krig. Sophie er nervøs for hans opmærksomhed, både den han tillægger hende, men endnu mere den han lader hvile over maleriet. Som tiden går svækkedes Sophies tro på Edouards hjemkomst, og da hun modtager nyheden om at han er havnet i en tysk arbejdslejr, ved hun at tiden er knap. Sophie sætter alt ind for at redde sin mand, hendes familie, hende selv og endda det sidste hun har tilbage af Edouard - maleriet. Hun prøver at overtale Herr Kommandant til at frigive Edouard, og tilbyder ham hendes portræt som betaling. Herr Kommandant har desværre en anden pris i tankerne, en pris som ender med at koste Sophie alt.


"Once it is done, it cannot be undone"     


Samtidig med at vi følger Sophie, følger vi også Liv. En kvinde i 30'erne i London. Hun bor i et stort, dyrt og tomt hus. Tomt, da hendes mand David døde fra hende. Liv går i sin egen verden, og undgår for alt i verden at leve, tænke og føle. Tynget af sorg over tabet af sin elskede David isolerer hun sig, og den længste samtale hun fører, er med maleriet på væggen. Et portræt af en kvinde, givet til hende af David kort før hans død. En dag møder hun Mo - en goth-udseende pige, som kommer ind på livet af hende. Skæbnen tildeler hende en mulighed for en ny kærlighed, da hendes veje krydses af Paul. Tingene begynder at lysne lidt for Liv, som for første gang i flere år har mennesker tæt på hende. Deres forelskelse er kortvarig idet Paul oplyser Liv om maleriets grufulde historie, og at der er mennesker der kræver at maleriet hjemvender til dets rette ejere. Liv begynder at jagte sandheden om maleriet.

Jeg har oprigtigt nydt at fordybe mig i denne tragiske kærlighedsroman. Historien om Sophie er ganske enkelt fantastisk forfærdelig, og man kan umuligt give slip. Jeg bliver trukket ind i deres desperation, deres modløshed og frygt. En altædende følelse af tab synger ud fra bogens smukke ord, og efterlader mig i et trist sind. Det var helt vildt spændende at følge de to forskellige, og så alligevel fuldstændigt ens, historier om de to kvinder Liv og Sophie. Begge kvinder oplevede tab, ensomhed, desperation og andre forfærdelige ting. Dette binder dem på en måde sammen, dét og så maleriet. En fortælling om desperation når den er på sit mørkeste, og en dræbende ensomhed, helt fra 1. verdenskrig, og til den moderne verden vi har idag. Jeg prøver virkelig at tøjle min begejstring, så jeg ikke spolere hele historien for Jer der læser med... umiddelbart går det ikke så godt! Men læs den, læs den hvis i elsker kærlighed der aldrig dør, elsker historie og Jojo Moyes!

tirsdag den 18. november 2014

Det er som om...

...at de danske bogbutikker i højere grad får øjnene op for en anden kundegruppe -et andet marked. Nemlig markedet for engelske bøger. Før i tiden var det meget begrænset hvad der befandt sig på disse hylder, enkelte inspirationløse paperbacks uden særlig tiltrækningskraft. Efter en tur rundt i Aalborg by, på jagt efter læsestof, gik det op for mig, at antallet af hylder med engelske bøger stiger.
 

Velkendte forfattere dukker op på hylderne, og lokker bogelskerne til. Jeg synes det er fantastisk at se interessen for engelsk litteratur påvirke boghandlernes indkøb. Jeg havde en kort samtale med en ansat i Arnold Busck, som fortalte at de i høj grad har opfanget læsernes interesse for de engelske bøger - og at vi i fremtiden kan forvente at se mere. En fryd for mine øre, da der bare er nogle bøger der fungere bedst for mig på deres originalsprog (og så er de jo også lidt mere til at overkomme i pris). Jeg håber at udvalget bliver endnu større, og endnu mere varieret. Da jeg var en tur i Bog&ide, blev jeg helt overrasket over at se Penguin-books på hylden. En behagelig overraskelse for Penguin-elskere som jeg.


Klassisiske børnebøger, som ofte er set på diverse bogblogs optager pladsen, og indbyder til fordybelse i et velkendt eventyr. For det meste er det paperbacks der kommer hjem til de små danske butikker, men indimellem dukker der en flot hardback op. De små og lidt mere skrøbelige paperbacks vinder i pris, men tit og ofte koster hardbacks "kun" en 50'er mere - og disse har som oftest et noget pænere cover. Måske en dag, bliver der også sat lidt mere fokus på bogskønhed blandt bogbutikker - det ville være vidunderligt at se de smukke og eftertragtede Barnes&Nobles, Penguin clothbound classics og så mange andre.

  

Jeg efterlod mit hjerte, og løb efter min fornuft - ud af Arnold Busck! På hylden stod to bøger jeg har haft på min TBR-liste i lang lang tid. "Miss Peregrine's home for peculiar children" og "Hollow city".
Jeg havde slet ikke forventet at se disse i en dansk bogbutik, og de sælsomme billeder lokkede noget så grufuldt.

fredag den 14. november 2014

Bogpakkedag! a.k.a lykkedag!


Der er intet skønnere, end at komme hjem til pakker der blokerer hoveddøren. De står der og venter, skriger på at blive åbnet... eller også er det mig selv der skriger af ren ivrighed. Selvom jeg ved hvad pakkerne indeholder, føles det som en uventet gave. Det er en skøn følelse, en følelse af eventyr og varme historier der venter forude!


Ud over disse to lækre litterærer eventyr, modtog jeg også et anmelder eksemplar af "Den fredløse" - venligst tilsendt fra forlaget Tellerup.
Jeg glæder mig til at læse denne store flotte bog - historien lyder i hvert fald rigtig lovende!

Jeg venter fortsat på en levering fra saxo.dk - en levering der har været LÆNGE undervejs nu. Det er 3 bøger af L.M Montgomery, som jeg skal bruge i et fremtidigt indlæg her på bloggen. Som før nævnt vil jeg udarbejde lidt "større" indlæg, omkring de værker, og deres forfattere, som har en særlig plads i mit læser-hjerte.

Jeg har netop færdiglæst Neil Gaimans "Amerikanske Guder". Der kommer højest sandsynlig en anmeldelse af den, jeg skal bare lige have lidt tid til at "fordøje" den. "Amerikanske Guder", var ikke hvad jeg troede den ville være, men om dette er godt eller dårligt ved jeg ikke endnu.

Håber i allesammen har en fantastisk fredag!


søndag den 9. november 2014

Spillet om sirenen

"Spillet om sirenen", skrevet af Pernille Vørs, udgivet 2014, 3/5 Stjerner.

I bogen møder vi Catharina (24 år), en temperamentsfuld og lidenskabelig rødtop, og et rodehoved af bedste slags. Hun er smuk, indtagende og svær at blive klog på. Hun er 24 år gammel, og bor sammen med sin bedste veninde Rebekka, og har en kæreste, Morten. En kæreste, som hun har det godt med, lige indtil...
Catharina har netop fået et nyt job på en high-end restaurant. Her møder hun den ældre, og mystiske fremmede, Ian Dominic. Han er mangemillionær, og eftertragtet af alle kvinde. En underlig tiltrækningskraft opstår mellem dem, især for Catharina, som ikke har meget tilovers for Ian's personlighed. For Catharina starter det hele med, at hun bliver Ian's selskabsdame. Hun bliver tilbudt en pæn sum penge, for at fungere som en slags date 24/7. Ian ringer, og Catharina kommer. Først er hun meget afvisende overfor aftalen, men hun har brug for pengene. Senere udvikler det sig til en hæsblæsende lidenskab - hun bliver med andre ord, Ian's elskerinde.
Deres forhold ryger ind i et eksperimenterende sex-spil, et spil som er så forførende, at det hurtigt kommer til at fylde hele deres liv. Som tiden går, og i takt med at de kommer tættere og tættere på hinanden, udvikles deres kærlighed. En ægte kærlighed til hinanden, trods deres modsætninger.
Men kan ægte kærlighed overvinde de ting man ikke har fået fortalt?

Bogen indeholder nogle rigtig gode karakterer, som holder hele vejen igennem. Catharina er så fyrig, ærlig og varm en person, at man ikke kan andet end at holde af hende. Jeg forstår virkelig godt hendes umiddelbare indstilling til Ian, hvem ville ikke have følt sig en smule "billig til salg".
Ian var modbydelig synes jeg, virkelig arrogant, følelseskold (troede jeg indtil jeg kom længere ind i bogen) og magtliderlig! Men men men... hans karakter er gennemført, og en god følelses-tricker for læseren. Kombinationen mellem disse to personligheder giver et spændende præg på historien, modsætninger mødes, og modsætninger tiltrækkes.

"Jeg har allerede navngivet sygdommen, som jeg er ramt af. ID-syndromet. Ian Dominic Syndromet". 

Jeg frygtede lidt de uundgåelige sex-scener der følger med denne genre. Jeg frygtede at de ville virke uvirkelige og overdrevne - lidt for fantasifulde. Til min overraskelse var de det stik modsatte. De var realistiske og velskrevet. Derudover følte jeg heller ikke at sex-scenerne dominerede hele bogen og dens handling, hvilket jeg synes er et rigtig godt træk fra forfatterens side. Sommetider mangler disse erotiske bøger handling, om ikke andet, så i hvert fald en handling der holder. "Spillet om sirenen" formår heldigvis at bygge en handling op, og have den med hele vejen igennem.

Det jeg fandt mest irriterende ved historien, var Ian og Catharinas utallige skænderier, som virkede meget ensformige, og de varede bare for evigt! For mig mangler der her en smule variation, det havde muligvis været bedre, hvis plottet indeholdt et par "forhindringer/hemmeligheder" undervejs. Jeg følte til tider, at jeg bare læste det samme om og om igen, hvilket jeg synes er synd for en ellers velskrevet erotisk roman.

   

fredag den 7. november 2014

TBR - tag

Jeg blev tagget af Birgitte til denne sjove lille leg. En leg som Irene har sat igang mellem os danske bogbloggere.Tak til Birgitte for tagget, here we go!:)

1. Hvordan holder du styr på din TBR-liste?
Jeg er, som så mange andre, afhængig af listeskrivning. Hver gang jeg hører eller ser en bog der er interessant, skal den straks kradses ned på papir - i håb om at jeg en dag når dertil. Der er ikke særlig meget orden i mine lister, eller for den sags skyld styr på hvor de er. Jeg griber hvad end jeg har, og det har resulteret i lister i både bøger, på papirlapper, regninger osv. Måske jeg snart skulle lave lidt system i det!?

2. Er dine TBR bøger mest e-bøger eller print?
Jeg ejer ingen e-bøger, og kommer nok heller aldrig til det. For mig, er det bare ikke bøger! Bøger for mig, mister deres charme når de bliver kopieret over på en skærm, og det er bare ikke lige så hyggeligt. Jeg elsker min bøger, at jeg kan se dem, se deres skønhed pryde mine hylder. Det bedste er, at lade fingrene glide hen over deres rygge, og med omhu vælge den næste historie, det næste eventyr. Grunden til at jeg kun har printet bøger, er nok til dels også fordi jeg sætter stor pris på bogskønhed, at deres cover er nøje designet med tanke på historien i den.

3. Hvordan beslutter du hvilken bog du vil læse?
Tit og ofte bestemmer mit humør mit valg af læsestof. Andre gange bruger jeg mit TBR-jar, hvor jeg lader tilfældigheden/skæbnen overtage.

4. Den bog der har været længst tid på din TBR?
Hmm.. Der er vist nogle stykker der konkurrerer om den plads...

5. En nyligt tilføjet bog til TBR-listen?
"Huset Longbourn" - som er en historie baseret på "Stolthed og fordom", set fra tjenestefolkenes syn. Samtidig kom "Mansfield Park" på listen.

6. En bog fra TBR-listen, der kun er der, på grund af coveret?
Det må helt klart være "Pride and prejudice" fra Barnes & Nobles leatherbound classics.
Den har det smukkeste cover, og er ganske enkelt enestående bedårende!

7. En bog fra din TBR-liste du ikke har tænkt dig at læse?
Camilla Läckberg's "Stenhuggeren". Jeg tror simpelthen min begejstring for krimier er udryddet permanent.

8. En endnu ikke udgivet bog som jeg glæder mig meget til at læse?
Der er faktisk 3 styks: "Dræb ikke en sangfugl", "Biernes hemmelige liv" og "Historien om A.J Fikry's liv".

9. En bog som alle andre har læst, som du stadig har til gode?
"Eleanor & Park" - er jeg bare den sidste på jorden som mangler at læse den bog??

10. En bog alle anbefaler dig?
Jeg får faktisk ikke anbefalet nogle bøger. Jeg lader mig inspirerer af andres bogkøb, læsning og anmeldelser, men en decideret anbefaling kan jeg ikke erindre jeg har fået.

11. En bog på min TBR-liste som jeg har glædet mig meget til?
"Amerikanske Guder" af Neil Gaiman. Jeg er lige begyndt på den, og jeg glæder mig til at se hvor den tager mig hen.

12. Antallet af bøger på min TBR-liste?
Av! skal man være helt ærlig?? Jeg har 188 bøger på listen, og den udvikler sig hele tiden. Blev helt modløs af at tælle sammen - det virker håbløst med så mange bøger og så lidt tid.


Jeg tagger Line og alle andre der vil lege med:)

tirsdag den 4. november 2014

Den kærlighed som sætter fri

"Den kærlighed som sætter fri", skrevet af Francine Rivers, 4/5 Stjerner.

"Den kærlighed som sætter fri", er en historie med udspring i 1850 - tiden hvor guldfeberen hærger. I disse tider solgte mænd deres kroppe til guldet, ligeså gjorde kvinderne.
I bogen møder vi pigen Angel. Hun blev solgt til prostitution som barn, og efter flere år med udnyttelse og forrædderi, holder hun sig selv i live ved at hade. Hendes had til de mænd der kommer til hendes værelse, de mænd der forsvinder ud af døren igen, og efterlader hende død indeni. Lige så stort er hadet til hende selv og til den mand andre tiltaler som Gud.
En dag ændres alt dette, hun møder Michael Hoseas.
Michael søger Gud's hjerte i alting, og Gud's hjerte har tilsyneladende slået et ekstra slag for Angel. Han vælger at adlyde sin himmelske far, trods hans umiddelbare modvilje. Hvorfor skulle Gud udvælge en skøge til hans hustru - trods hendes blændende skønhed??
Michael nærmer sig Angel, som sætter Michael på sit livs hårdeste opgave. Hvordan skal han formilde hendes hjerte, et hjerte så hårdt og koldt som sten. Et sind, som kun rummer bitre forventninger og endnu bitre erfaringer.
Angel gør modstand mod Michael, hun ønsker at være fri, men istedet er hun blevet gift. En langsom og uventet opblødning af hendes hjerte, sætter frygt og forvirring i Angel. Erkendelser begynder at simre, og den bitre følelse af urenhed sniger sig ind. Angel løber væk flere gang, men Michael henter hende hjem, bortset fra den sidste gang. Angel vrider sig i den uvante kærlighed, både den fra Michael, men også fra de mennesker han bringer ind i hendes liv. Hun ved, at Michael forsøger at helbrede hendes hjerte, hendes sind og hendes tro, men fortiden klæber sig fast som skidt på en skøge.

Trods det at Angel unægteligt elsker Michael, kan hun ikke benægte det faktum at helbredelsen ikke kommer gennem ham. Angels helbredelse vil komme fra den ene som elsker hende højere end selv Michael Hoseas - den ene, som aldrig vil give slip på hende.


Nu har denne bog stået i min bogreol og skulet til mig i flere måneder. Jeg har haft svært ved at tage den ned og begynde, da jeg ikke helt følte at den tiltrak mig helt så meget. Hold op hvor tog jeg fejl! Og hvor er jeg glad for at den blevet taget ned fra sin plads og åbnet. Dette er en ganske forfærdelig vidunderlig kærlighedshistorie, som gav mig kuldegysninger i én lang køre. Historien bevæger sin læser, og lader denne bølge op og ned i takt med Angel's følelser - og tro mig, hun kommer igennem en del! På et tidspunkt blev jeg nødt til at lukke bogen, for at kigge på coveret. Jeg synes den var en anelse hed nogle gange, og måtte lige tjekke om det var en erotisk roman. Men nej, selvfølgelig er den ikke det. Den her bog er ren og skær kærlighed, kærlighed for alle kvinders sjæle. Uanset hvor man er, hvad man har gjort, eller hvad der er blevet gjort mod én - så må vi ikke glemme kærligheden. Vi må lukke den ind når den banker på, og stole på, at den vi står overfor er af samme hjerte som os selv. Vi som mennesker har "magten" til at vejlede andre, styrke andre og give det bedste af os videre. LUK KÆRLIGHEDEN IND ALLE I KVINDER SOM VED I HAR EN 30*30 METER MUR OPPE!!!:D

Bogen starter desuden hvert et kapitel med et citat, heriblandt citater af/fra: Keats, Byron, William Walsh, vielsesritualet, Mattæusevangeliet osv.
Mange af dem er smadder gode og smukke, og de kan sætte en tanke eller to igang...


"Jeg kan bære min egen fortvivlelse, men ikke en andens håb."


"Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende." 

"Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med."
  

fredag den 31. oktober 2014

Storhed & Fald



"Storhed & Fald", skrevet af Tom Rachman, udgivet 2014, 2/5 Stjerner.

I bogen møder vi Tooly. En kvinde som i sin tidlige barndom blev kidnappet, først af sin egen far, sidenhen af en gruppe charmerende svindlere, inklusiv hendes egen mor. Tooly er deres levebrød, idet hendes far bliver ved med at sætte et fast beløb ind på en konto til hende - desværre en konto hendes mor har adgang til. Tooly er imidlertid uvidende om dette. Hun bliver draget af Venn (gruppen leder), som ændrer Tooly's verdenssyn for altid. Desuden er der Humphrey, en hyggelig ældre excentrisk mand som passer på Tooly - mere end hun aner. Svindlere er meget karismatiske, og fører Tooly ud på en evig rejse - indtil den en dag ender brat med Venn's forsvinden. 

Tooly er nu oppe i 30'erne, og har bosat sig på landet i Wales. Hun driver en lille bogbutik, som ikke har skyggen af en omsætning, eller for den sags skyld, kunder. Sammen med hendes ansatte hjælper Fogg, forsøger de at holde liv i bøgerne. Tooly begynder at fundere mere og mere over sit liv, og den person hun er blevet til. Hun finder aldrig frem til nogle svar...

Tooly får pludselig en mail fra en gammel ekskæreste, som fortæller hende, at hendes far har brug for hjælp. Tooly får hans navn, hun genkender det, men hun genkender det ikke som sin fars navn.
Snart befinder Tooly sig blandt sin svindler-familie igen, og søger svar på sine spørgsmål.   


Jeg føler at denne historie bærer præg af et tyndt og utroværdigt komplot. Hele fortællingen og handlingen er blot forvirrende og irriterende. Hele bogen igennem ventede jeg desperat på, at det hele ville give bare en lille smule mening - men det gjorde det bare ikke! Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet, blot at historien kunne fængsle mig, holde mig interesseret - men istedet følte jeg at jeg spildte min tid. Bogen har kilometervis af ligegyldig og til tider uforståelig snik snak. Argh! hvor er jeg bare skuffet, øv!

Nå, men udover ovenstående, så var der også lidt godt i historien. Jeg elskede Humphrey for hans kærlighed til Tooly, og hele hans sjove excentriske væsen. Han bragte noget karakter til bogen, sammen med Tooly, og deres samtaler udspillede sig drillende for mine øjne. Det var værd at læse bogen, men kun på grund af Humphrey.  

Man kan selvfølgelig også spørge sig selv, om bogen virkelig var dårlig!?
Eller om jeg blot er den forkerte læser til bogen!? 

onsdag den 29. oktober 2014

Anne of Green Gables


"Anne of Green Gables", skrevet af L.M. Montgomery, udgivet 2014, 5/5 Stjerner

Jeg har lige genlæst denne smukke bog, med et endnu smukkere indhold. Jeg absolut knuselsker historien om Anne, og den følelse den giver mig. I takt med at siderne bliver vendt, forsvinder jeg længere og længere ind i barndommens drøm. Det er første gang jeg læser den på engelsk, og det gjorde den bare endnu bedre i mine øjne. Nogle bøger SKAL bare læses på deres originalsprog. Jeg glæder mig til mit næste boglige projekt, som jeg påtænker at starte snart - nemlig at læse samtlige børnebøger skrevet af L.M. Montgomery. Heriblandt bøgerne om Emily (of new moon), The blue castle, og de 7 følgende bøger om Anne. Jeg skal selvfølgelig lige have købt bøgerne først, og vil helst læse dem på engelsk - tiden må vise om det bliver muligt!

I bogen følger vi Anne, en forældreløs lille pige, som er blevet kastet rundt mellem plejefamilier og børnehjem. I virkelighedens frygtsomme kulde, flygter Anne ind i sin fantasi. Hun er et elskeligt lille barn, som er forfærdeligt bevidst om sig selv. Med hendes spinkle væsen, røde hår og fregner frygter hun, at ingen nogensinde vil tage hende til sig.
Samtidig hører vi om Matthew og Marilla Cuthbert, som har sendt bud efter en forældreløs dreng, som kan hjælpe til på gården. De er af den tydelige overbevisning, at det må og skal være en dreng, for at de får nogen nytte ud af det. Matthew er en meget stille mand, han bryder sig ikke om at snakke for meget, og slet ikke at være i nærheden af kvinder.

Da Matthew begiver sig afsted til byen for at hente den adopterede dreng, kan han umiddelbart ikke se nogen dreng vente på togperronen. Der er tomt, bortset fra en yderst spinkel og rødhåret pige. Matthew undersøger om toget er forsinket, men nej, toget har allerede været der. Han spørger en ansat ved togstationen, og han fortæller Matthew, at en dame fra børnehjemmet havde bedt ham kigge efter en lille pige indtil hun blev hentet - af Matthew Cuthbert.
Matthew er chokeret, og føler ikke nogen videre trang til at nærme sig Anne. Alligevel føler han sig nødsaget til at tage hende med, og lade Marilla tage sig af situationen. På turen hjem forelsker Matthew sig i Annes uendelige plapren og hendes fantasifulde væsen. Han føler sig tilpas sammen med Anne, og trods Marillas beslutning om at sende hende tilbage, formår han at overtale hende til at lade Anne blive på Green Gables hos dem.
Marilla føler også et ømt punkt for Anne, men henstiller sig selv til at give barnet en ordentlig og streng opdragelse. Anne tester Marillas tålmodighed med hendes utallige og evige uheldigheder og narrestreger. Hendes fantasi, trods dens magiske og dramatiske effekt, har en tendens til at få Anne i fedtefadet. Matthew formilder for det meste Marillas strenge konsekvenser, samtidig med at Anne formilder Marillas stive væsen. Begge ender med at forelske sig i den lille pige med det røde hår, fregner og dramatiske væsen.

Hele bogen emmer af fantasi, Annes uheldige situationer og gerninger. Alligevel er historien også gennemsyret af ren og skær kærlighed. Kærligheden til et barn, og et barns kærlighed til leg, fantasi, venner, naturen og den åbne verden. Vi følger Anne fra det sidste stykke af hendes barndom, og ind i hendes tid som teenager og næsten voksen. Hendes sorger og glæder bliver leveret til os med en følelse af en tabt tid - barndommen uskyldige, svære og vidunderlige tid. 

- Jeg slutter af med et citat fra bogen nu, inden det bliver til en hel roman. (læs bogen!!)

Matthew to Anne:..."Well now, I'd rather have you than a dozen boys Anne. Just mind you that - rather have you than a dozen boys. Well now, I guess it wasn't a boy who took that Avery scholarship, was it? It was a girl - my girl - my girl that I'm proud of".


lørdag den 25. oktober 2014

En rejse til Nigeria, England og USA


"Americanah", skrevet af Chimamanda Ngozi Adichie, udgivet 2013, 3/5 Stjerner

Americanah præsenterer os for Ifemelu og Obinze, to teenagere fra Lagos, som forelsker sig. Historien tager udgangspunkt i det militært styrede Nigeria, hvor landets unge drømmer sig væk til et bedre liv. Nogle flygter ud af landet, og mod USA eller England.
Ifemelu rejser til USA, hvor hun kæmper for at få fodfæste. Hun er fremmed i et fremmed land, og hendes vante værdier og skikke bliver sat på prøve. Ifemelu oplever både medgang og modgang, sejre og nederlag - nogle venner går tabt, andre findes.
I USA bliver Ifemelu for første gang konfronteret med spørgsmålet om race - i sådan en grad at det opsluger hendes tanker. Hun opretter en blog, for at skrive om sine oplevelser.

Obinze starter en farlig og illegal tilværelse i London. Han bruger en masse tid og penge på at få skaffet de nødvendige papirer, så han kan blive i landet. Obinze bliver desværre fanget og sendt tilbage til Nigeria.

Tretten år senere møder vi en velhavende Obinze, som har sine fødder solidt plantet i det nye demokratiske Nigeria. Ifemelu har stor succes med sin blog, men føler sig draget mod Nigeria. Hun beslutter derfor at tiden er kommet, hvor hun vil vende tilbage til sit land, til sin familie, og Obinze.
Spørgsmålet er dog, om hvorvidt Obinze har ventet på Ifemelu - er deres følelser forblevet intakte?


Americanah er en rigtig stor bog, i dens emner og fortælling. Race er altid et farligt emne at træde ind på, men jeg synes at forfatteren har gjort det fantastisk.
Hun har formået at gøre det på en til tider humoristisk måde, men også alvorlig og sensitiv.
Det er rigtig spændende at opleve udfra en afroamerikansk kvindes perspektiv - det giver nogle andre og mere forståelige vinkler.
I bogen er der udpluk af forskellige blogindlæg skrevet af Ifemelu. De var virkelig gode, sjove og tankevækkende. Især et blogindlæg vedrørende afroamerikanske kvinders hår!
Når alt dette er sagt, så synes jeg ikke at bogen bevægede noget særligt i mig. Jeg blev faktisk lidt træt af al den snak om race og forskelle. Om det er fordi jeg har hørt eller læst for meget om det, kan jeg ikke sige. Jeg følte at bogen var lidt langtrukket i nogle sektioner, og andre ville jeg ønske varede længere. Det er vel smag og behag - og interesseområder det drejer sig om.

Bogen er bestemt værd at læse, og vigtig læsning! Derfor vil jeg helt klart anbefale den til læsere derude...

torsdag den 16. oktober 2014

En døgnåben bogbutik og et rigtigt eventyr



"Hr. Penumbras Døgnåbne Bogbutik", skrevet af Robin Sloan, udgivet 2014, 4/5 stjerner.

Clay er en ung webdesigner under den økonomiske krise, og er desperat efter et job. Langsomt sænkes hans krav til jobsøgningen, og han ender i en mystisk bogbutik.
Clay arbejder dér om natten, og oplever butikkens eneste, og højest besynderlige kunder. Clay opfatter hurtigt, at dette ikke er en normal bogbutik, og snart er han på jagt efter sandheden. Sandheden om bogbutikken, men også dens ejer, Hr. Penumbra, og kunderne der kommer og går i nattens mørke.

Jeg synes, at bogen er virkelig sød og underholdende. Jeg skulle lige vænne mig til det omfattende brug af terminologi indenfor avanceret it - jeg besluttede dog hurtigt at opgive, at prøve at forstå hvad  det var for nogle teknologiske metoder og apparater de brugte, og istedet bare lade mig opsluge af mystikken.

Bogen handler om kærligheden til bøger, om en gåde, venskab og drømmen om det evige liv.
Det der var mest interessant, var selve konceptet. Det er virkelig godt fundet på, og dejligt oplivende, at læse en historie, som var helt sin egen, og ulig alle andre jeg før har læst. Tit og ofte kan man finde elementer af det samme i langt de fleste bøger. Det kan man på sin vis også i denne bog, men alligevel føler jeg den er anderledes i dens behandling af elementerne.


"Bibliotikarens Virkelige Eventyr", skrevet af Lynn Austin, udgivet 2014, 5/5 Stjerner.

Alice Grace Ripley lever i bøgernes verden. Hun elsker at læse, så meget, at det ødelægger hendes liv. Hendes kæreste, Gordon, slår op med hende, og hun bliver fyret fra sit job som bibliotikar. 
Alice's tilværelse smuldrer mellem hendes hænder, og hun har desperat brug for at komme væk fra den lille by. Inden hun blev fyret, havde hun lavet en indsamling af bøger, til folk oppe i bjergene i Acorn, Kentucky. Alice beslutter sig derfor, at flygte op til Acorn for at aflevere kasserne med bøger, og tilbyde frivilligt arbejde i det lille lokale bibliotek, bare et par dage.
Idet Alice træder ind i Acorn, bliver hun med det samme revet ud af sine romaners drømmeverden, og ind i den virkelige. Bibliotikaren Leslie, viser sig dog at være en mand (Mack), og her begynder bibliotikarens virkelige eventyr.
Inden et døgn er gået, er Alice blevet forvildet ind i en hektisk spiral, fyldt med hemmeligheder, hekseri, skuddrama, gamle sagn om klaner, og ikke mindst - at skulle ride på en hest! (i forstår det NÅR i læser bogen!)

Jeg ELSKER den her bog! Lige så snart jeg havde vendt den sidste side, jublede jeg, og havde lyst til at starte forfra igen. Den indeholder så meget vidunderligt, alt fra genial humor, til kærlighed, drama, historier inde i historien, og de mest udsøgte personligheder!
Jeg har uden tvivl fundet min absolut ynglingsperson i bogen, Miss Lillie.
Miss Lillie er en hundrede år gammel sort kvinde, som har opfostret Mack (bibliotekets ejer) da både hans mor og far døde.
Miss Lillie er old school på den skønneste måde. Hun er præsenteret og beskrevet så perfekt i bogen, at jeg næsten ikke kan bære, at jeg ikke har min egen Miss Lillie herhjemme.

Jeg håber virkelig, at i vil gøre jer selv den tjeneste, og læse denne bog. At i vil elske den ligesom mig, grine lige så meget, og tage alt det gode med jer som den byder på.

Jeg har lidt på fornemmelsen, at min beskrivelse ikke er særlig fyldestgørende, men jeg ved ikke helt hvordan jeg skal sammensætte den perfekte beskrivelse til denne vidunderlige historie. Dét, og så er jeg nok også bare lidt ivrig, samtidig med, at jeg ikke ønsker at spolere historien for andre ved at røbe ALT!:)